Næsten 85 % af al lovgivning på forbrugerområdet bliver vedtaget i EU. Derfor er det vigtigt, at du bruger din stemme til Europaparlamentsvalget den 7. juni. Og at du bruger den på en kandidat, der har taget stilling til forbrugerpolitiske spørgsmål. Læs mere om EU, kandidaterne og forbrugerpolitikken på vores nye site.
Forbrugerpolitik er ikke længere kun et nationalt anliggende. Forbrugerrådet har derfor valgt at sætte forbrugerpolitik på dagsordnen under EP-valgkampen, så du kan finde den helt rigtige kandidat med forbrugerpolitiske holdninger. Og det gør vi i samarbejde med vores søsterorganisationer over hele Europa og BEUC - de europæiske forbrugerorganisationers paraplyorganisation i Bruxelles.
Otte løfter til forbrugerne. Sådan lyder vores fælles kampagne op til Europaparlamentsvalget. Kandidaterne til Europaparlamentet opfordres til at arbejde for Forbrugerpagtens otte løfter, hvis de bliver valgt ind. Og hvis de får en plads i det nye Europaparlament, vil Forbrugerrådet bruge Forbrugerpagten til at holde dem op på de løfter, som de giver.
Derfor er der grund til, at du bruger din stemme den 7. juni 2009 til Europaparlamentsvalget. Og at du stemmer på en kandidat, der har taget stilling til forbrugerpolitiske spørgsmål. Det vil sige en kandidat, som vil arbejde for et Europa med konkurrencedygtige markeder, hvor forbrugerne på tværs af grænser kan have tiltro til, at de kan regne med sikkerhed, kvalitet, bæredygtighed, tilgængelighed og erstatning.
Den 14. maj 2009 inviterer Forbrugerrådet 16 kandidater til Europaparlamentet til en temadag, hvor forbrugerpolitikken er på dagsordenen. Læs mere på www.forbrugerpagten.dk
Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet