Artikel i Folkebevægelsen Mod EUs Folk i bevægelse nr. 6/2009:
”Det ville komme bag på danskerne,
hvis de fandt ud af, hvor meget EU fylder og betyder i hverdagen”,
vurderer EU-eksperten Søren Dosenrode og forstår godt politikernes
frygt for en undersøgelse af sagen.
Af Ib Roslund, Folkebevægelsen Mod EU.
”Skal EU bestemme alt ?”. Sådan
lyder spørgsmålet på valgplakater, i aviser og annoncer fra
Folkebevægelsen mod EU op til parlamentsvalget.
Som vi oplever det, er grænserne
for længst overskredet. Vi har ved flere lejligheder oplevet, at EU
og EF-domstolen kræver danske love og regler rettet ind efter, hvad
de ønsker i Bruxelles. Det er et demokratisk problem, at vi har
afgivet en masse magt til EU uden at vide det, har Folkebevægelsens
EU-parlamentariker Søren Søndergaard udtalt.
Udtalelsen kom i forbindelse med
startskuddet for valgkampen på Folkebevægelsens landsmøde den
25.-26. april, som krævede en uvildig undersøgelse af EU's
betydning for dansk lovgivning.
I Tyskland viser en undersøgelse for
perioden 1999-2004, at 84 procent af de tyske love har afsæt i EU.
Men i Danmark er der ikke gennemført
en lignende undersøgelse. De danske ja-politikere har forbeholdt sig
tavse eller afvisende over for kravet om en dansk undersøgelse af
andelen for EU love vedtaget i Folketinget. Det radikale
EU-parlamentariker Johannes Lebech har kaldt Folkebevægelsens krav
for spild af penge.
EU-eksperten Søren Dosenrode forstår
godt, at politikerne ikke er ivrige efter en sådan undersøgelse:
”De er ikke så villige til at
fortælle, hvad EU betyder, fordi det ville mindske betydningen af
deres eget arbejde. Det er jo ikke så æresfuldt at sige om en
beslutning, at det er et direktiv, som er vedtaget i EU, og at vi
sådan set bare har fyldt rammen ud”, har han forklaret til
pressen.
”I virkeligheden har politikerne på
Christiansborg ikke ret meget at sige, selv om det er ilde hørt, for
de store spadestik og overordnede linjer er som regel vedtaget i EU
op til tre år før, de når Danmark”, siger Anne Marie Damgaard,
EU-chef i interesseorganisationen Dansk Erhverv, i Fyens
Stifttidende.
Wind: Op mod 80 procent EU-love
”Jeg tror helt klart, det ville komme
bag på danskere, hvis de fandt ud af, hvor meget EU fylder og
betyder i hverdagen”, siger Søren Dosenrode i Stifttidende. Han er
Jean Monnet-professor og lektor ved institut for Historie,
Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet.
”Mit skøn er, at mellem 60 og 75
procent af al dansk lovgivning stammer fra EU. Tallet er stigende,
fordi EU hele tiden udvikler sine politikområder,” lyder det
Dosenrodes vurdering.
”Det er ikke muligt at lave eksakte
opgørelser. Men det er op mod halvdelen af lovgivningen, der direkte
eller indirekte har sit afsæt i EU, afhængigt af område. Vi
oplever det også på sektorpolitiske områder, hvor vi ikke skulle
tro det – f.eks. på velfærdsområdet, hvor EU ikke har formel
kompetence, har EU stor indirekte indflydelse”, lyder den
forsigtige vurdering fra lektor Dorte Sindbjerg Martinsen fra
Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
Marlene Wind, som er lektor ved Center
for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, mener, at mellem
70 og 80 procent af den danske lovgivning kommer fra EU.
”Ofte fremlægges lovgivningen som
dansk, mens den i virkeligheden kommer fra EU. Der henvises bare ikke
til EU-direktiverne. Herudover har EU-forordninger direkte virkning
på dansk lovgivning, uden at skulle godkendes i Folketinget først.
Også EF-domstolens kendelser har omgående virkning i Danmark”,
har Marlene Wind udtalt til Arbejderen.
Hun vurderer, at en uvildig
undersøgelse ville vise, at EU har lige så stor indflydelse på
lovgivningen i Danmark, som EU har i Tyskland.