Status for unionsmodstand i Danmark efter eu-valget d. 7. juni 2009

Jeg vil godt her på falderebet takke for opbakningen til EUvalget.dk

Desværre talte JuniBevægelsen sig ud af EU-parlamentet og mistede sit mandat, men Folkebevægelsen Mod EU gik frem på landsplan.

Personligt køber jeg ikke JuniBevægelsens forklaring om højredrejningen af unionsmodstanden i Danmark. Godt nok gik Dansk Folkeantiparti frem.

Men det skyldes mere, at JuniBevægelsen gjorde alt for at nedtone unionsmodstanden i valgkampen og samtidigt forsøge på at appellere til SFs og Socialdemokratiske vælgere med enslydende mærkesager som vedvarende energi og forbud mod gift i forbrugerprodukter. Derved slog JuniBevægelsen på de samme mærkesager som partierne og samtidigt ville JuniBevægelsen redde EU fra sig selv med kravet om en ny traktat. Dette købte jeg og andre tidligere medlemmer af JuniBevægelsen ikke.

Personligt synes jeg det er trist, at den JuniBevægelse som jeg i sin tid samlede underskrifter for i Vejle i efteråret 1993 ikke længere er at finde som en aktiv medspiller i eu-politikken. Men en epoke i politik er nu slut.

Unionsmodstand er idag udgangspunktet i hele tilgangen til EU-stoffet og slutmålet er at bringe hele lovgivningsmagten tilbage til Folketinget, hvor Grundloven igen er den øverste lov i Danmark med fundament i magtens tredeling.

EU er ikke løsningen. EU er selve problemet. Først laves dereguleringer, som ja-partierne mener kræver flere indgreb på eu-plan. Et eksempel er schengen-samarbejdet.

Fremtiden for unionsmodstanden i Danmark


Tidligere MEP Ulla Sandbæk har i Information d. 10. juni efterlyst kræfter, som villle lave et nyt unionsmodstanderparti i midten af dansk politik:
http://www.information.dk/194018

Men det er spild af tid og gode kræfter at forsøge at stable noget sådan på benene. Forsøget er gjort tilbage ved folketingsvalget i 1998 og det endte i skibbrud. Valgforbundet af unionsmodstandere i Demokratisk Fornyelse fik omkring 10.000 stemmer på landsplan og siden har ingen hørt til dem.

Kombinationen af en unionsglad presse og kravet idag om store økonomiske midler til at gennemføre et succesfuld valgkamp dømmer et sådan projekt ude fra dag 1. 1 million kroner rækker ikke langt for et nystartet parti idag. Alene udgiften til porto alene for godkendte og returnerede vælgererklæringer løber op i over 200.000 kroner (Og det med en 100 % returrate).

Læg istedet kræfterne i den tværpolitiske Folkebevægelsen Mod EU med udgangspunkt i dansk udmeldelse af EU som højeste prioritet.

At gå ind i Svigagtig Folkeparti eller andre vel-cementerede ja-partier er spild af tid og energi. Disse ja-partier ændrer ikke så meget som en millimeter af deres eu-politik.

Med venlig hilsen
Flemming Leer Jakobsen
http://www.denmarkonline.dk

tidl. landsledelsesmedlem af JuniBevægelsen (28. marts 09 - 7. maj 09)
tidl. ledelsesmedlem i Demokratisk Fornyelse

» Del på Facebook » Ping this! »
Udgiv indhold